dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Fynsk borgmester systematisk hetzet via falske læserbreve
Foto: Christian Thygesen.dk

Fynsk borgmester systematisk hetzet via falske læserbreve

Godt hjulpet af årvågen avislæser opdagede Christian Thygesen (V) samt det lokale dagblad, at otte tilsyneladende forskellige læserbrevsskribenter bag hårde personangreb ikke eksisterer
7. MAR 2016 10.14

FAABORG-MIDTFYN: Et højst usædvanligt og tilsyneladende koordineret personangreb mod borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Christian Thygesen (V), har udspillet sig over de seneste måneder i Fyens Stiftstidende debatsektion.

Hele otte læserbreve med beskyldninger om bl.a. vennetjenester til støtter i erhvervslivet, at tørre sine regninger af på kommunens borgere og endda for at udvirke særlige økonomiske fordele for sin hustru, har vist sig at være underskrevet med opdigtede navne og adresser, fremgår det af Fyens Stiftstidende.

- Som borgmester er man jo vant til lidt af hvert, både i pressen og på de sociale medier, det hører jo ligesom med til jobbeskrivelsen, men det her er decideret ækelt, siger Christian Thygesen til dknyt.

Hjælp fra læser
Han fortæller, hvordan det var en 'observant læser', der i første omgang havde studset over et læserbrev, fordi adressen ikke eksisterede, og på den baggrund selv skrevet læserbrev om sin opdagelse. 

Det fik Thygesen til selv at undre sig over flere tidligere læserbreve, der så ud til at komme fra forskellige borgere i kommunen - og med adresser grundigt spredt geografisk. Efter en henvendelse til områderedaktøren på Fyens Stiftstidende fandt avisen yderligere tre falsknerier, og ved selv at gå tilbage i aviserne fandt borgmesteren i alt otte indlæg, der viste sig at være falsummer.

- Min mistanke blev vakt, fordi jeg synes, der var nogle formuleringer, der gik igen. Noget om, at kommunen skulle betale mine regninger.

Har du selv mistanke til, hvad der ligger bag?

- Nej, og jeg har undret mig - ikke mindst fordi kampagnen åbenbart er fortsat, efter jeg meddelte, at jeg ikke selv stiller op som borgmester igen. Så det må jo handle om én eller flere, der har et personligt horn i siden på mig.

- Det er yderst ubehageligt, fordi det åbenbart har handlet om at gå efter min hæderlighed og integritet, også fordi vedkommende åbenbart har benyttet sig af, at printmedier nok stadig har en vis troværdighed og legitimitet, så man via læserbrevene fra den trykte avis kunne udbrede anklagerne til sociale medier som Facebook, hvor der vil kunne efterlade sig et indtryk af, at 'borgmesteren ikke er helt fin i kanten'.

Æreskrænkende
Christian Thygesen, der ikke selv benytter sig af Facebook, har endnu ikke gået til myndighederne med sagen:

- Jeg har ikke fået jurididisk rådgivning i sagen, og umiddelbart er der jo næppe tale om injurier i straffelovens forstand. Men som samlet kampagne imod mig er der i mine øjne tale om ærekrænkelser.

Fyens Stiftstidende oplyser, at redaktionen vil stramme om sine egne procedurer, når det gælder identifikation af læserbrevs-skribenter. Afsenderne har ifølge avisen ikke blot har hver sin email-adresse. Der er sendt fra vidt forskellige udbydere af email-tjenester og fra forskellige internetudbydere. Dertil kommer, at IP-adresserne, der kan angive den konkrete computer, de elektroniske breve er sendt fra, er vidt forskellige, bortset fra et enkelt tilfælde, hvor der er sammenfald.

Christian Thygesen selv kan ikke slippe, om det kan lykkes at finde ud af, hvem der står bag. Bestemte, genkendelige grammatiske og sproglige detaljer antyder, at der er tale om den samme person.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.